Nu er hun blevet smittet med lus i skolen igen!
Der er ikke noget galt i at vi som forældre føler at vores børn er centrum i universet – det manglede da bare andet. Men det er helt galt når vi også handler og taler efter det, for så opdrager vi vores børn til at lære at fokusere på sig selv som centrum, i stedet for som en del af et fælleskab. Nåede du at overveje hvor kraftig et signal der er i min overskrift er, i forhold til, hvad man lærer sit barn? Og har du tænkt over hvad det gør dit barn til som voksen?
Verdens centrum eller en brik i fællesskabet
Har du overvejet, hvor kraftigt et signal det sender, når du siger, at dit barn er blevet smittet med lus af de andre i skolen? For hvor kommer lusene i skolen fra? De andre børn kunne jo potentielt også være smittet af dit barn.
Men man hører sjældent en forældre sige ”nu har de lus i skolen igen, gad vide om det er mit barn der er kommet med dem?”.
Vi bruger på den måde en masse anklagende elementer i vores sprog, der antyder at ”nogen” er urimelige overfor netop mit barn eller mig. ”Det er også typisk politikerne”, ”det er hvad man kunne forvente sig af en sælger”, ”pædagogerne sørger ikke for at give mit barn hue på”, ”de andre er efter mit barn”, osv.
Udtalelser, der indikerer, at nogen burde have gjort noget, og at det ikke kan være rigtigt, at jeg som centrum i universet skal udsættes for det her.
Hvis vi omvendt ville udtrykke os, som en del af et større fællesskab, som vi er en ansvarlig lille brik i, bør vi bruge formuleringer, som ikke anklager andre. Fx ”det må være svært at være politiker, med alle de komplicerede beslutninger, der skal træffes” eller ”det må være hårdt for pædagogerne at holde øje med så mange børn, når de er så få”.
Bagest i køen er de ikke stressede
Så det gælder om at lære vores børn, at de ikke er universets centrum, og derfor ikke per definition skal stå forrest i køen. De skal hele tiden være opmærksomme på, at der er andre mennesker, som også skal til fadet.
Så hold øje med de signaler, der viser, hvis dine børn ikke giver plads til andre. For hvis man snakker med sine børn om det løbende, vil de en dag føle det selv – på den fede måde.
Du kunne eksempelvis lægge mærke til:
- Om de er i stand til, uden misundelse, at glæde sig på andres vegne, eksempelvis over gaver de får, karakterer eller noget, der er gået andre godt.
- Om de gerne vil være dem, der bestemmer hele tiden.
- Hvor meget de egentligt ved om deres kammerater, og om deres ønsker og behov.
Du kunne også prøve at lægge mærke til ting omkring dig selv og din partner:
- Bliver I synligt irriterede over at holde i kø på motorvejen, eller stå i kø i supermarkedet, eller er I i stand til at tage det helt roligt?
- Er du den første i buffeten? Eller måske den første til at boarde, når flyet skal fyldes?
- Tror du dine venner kender dig og dine behov bedre, end du kender deres?
- Er det typisk dig, der snakker eller dig, der lytter?