Vi taler om motivation, som om det er statisk
Når du ubevidst opfatter motivation som noget statisk risikerer du at glemme, at folk omkring dig ændrer deres mening om, hvorfor noget er sjovt eller interessant. Og så kommer det bag på dig, når de pludselig smutter fra din organisation. Omvendt, hvis du som facilitator løbende taler med folk om deres behov ved du hele tiden, hvad der motiverer dem for at deltage i din gruppe og din facilitering kan målrettes de behov, gruppen har.
Alle er motiverede for noget
Alle er motiverede for et eller andet. Og alle har også noget, de ikke er motiverede for. Det har du også selv. Vi tror fejlagtigt, at andre bliver motiveret af det samme som os selv. Vi tror altid, at resten af verden ligner os selv. Du kan nå rigtig langt, hvis du kan gennemskue, hvad der motiverer hvert enkelt menneske i gruppen – og kan aktivere deres personlige motivation. Der var en klog mand, der sagde, at hvis du vil lære en mand at bygge en båd, så skal du bare vække hans udlængsel mod havet.
Vi motiveres først af aktiviteten og senere af relationer
Motivation ændrer sig ofte over tid. Det er faktisk helt normalt, at deltagere i en gruppe motiveres af aktiviteter og præstationer i begyndelsen – og relationer eller ansvar senere i forløbet.
Der er masser af teorier om, hvad der motiverer os. Og der er rimelig enighed om, at man kan tale om en eller anden grad af basale behov som eksempelvis at spise, sove osv., som skal være på plads, før man bliver motiveret af ”højereliggende” behov som status, ansvar, præstation, relationer, osv.
Og noget der motiverer os rigtig meget i forhold til det at indgå i gruppe, er relationerne til de andre i gruppen. Jo bedre disse er, des mere motiverede er vi for at være i gruppen. Men selvom relationer kan være meget motiverende for, om man forbliver i en gruppe, er det oftest ikke ønsket om en god relation, der i første omgang fik os ind i gruppen.
Jeg har lavet en lille teori om hvordan jeg mener disse højereliggende behov ændrer sig over tiden vi er en del af en gruppe. For ofte tiltrækkes vi først af aktiviteten, lidt senere af det vi kan præstere i gruppen. Senere igen af relationerne som er den største faktor for at vi bliver i en gruppe i længere tid. Og endnu senere af gruppens identitet eller det ansvar vi føler i gruppen.
Hvis du vil læse mere …
Du kan læse mere om hvad du lave god facilitering og om et jeg kalder ”motivation over tid”, i min bog ”Gode relationer kræver mere end kaffe” i kapitel 2.