– og vores opdragelse er afgørende…
… for at de bliver vellidte og respekterede. At de bliver handlekraftige og forandringsvillige. Og i det hele taget opnår et liv, de er tilfredse med. Det ønsker de fleste af os, på vores børns vegne. Men det kræver handling fra vores side.
Dette forældremanifest udstikker retningslinjer for, hvordan jeg mener, man som forælder bør agere i opdragelsen af sit barn. Fokus er altså på, hvordan du gennem dine handlinger kan give dit barn det bedste fundament.
Klik på overskrifterne for at læse mere.
Mange børn lærer at sige noget andet end det de mener eller at pakke tingene unødigt ind, fordi de erfarer, at deres ærlige mening ikke accepteres af de voksne. De fleste teenagere lyver for deres forældre, simpelt hen for at undgå at skuffe deres forventninger.
Barnet: ”Jeg kan ikke lide maden”.
Faren: ”Pjat, det er der altså ikke noget, der hedder. Maden smager ganske udmærket og i øvrigt er der børn i verden, der ikke får mad hver dag”.Barnet er ved at tage tøj på og siger: ”Mor, jeg vil altså ikke have de sko på. De er grimme!”.
Moren svarer: ”Det er altså noget vrøvl. Det er nogle helt nye og meget fine sko”.Når vi ikke respekterer vores børns synspunkter, lærer vi dem at sige det, der virker, i stedet for det, de mener. Eksempelvis at de ikke er sultne i stedet for, at de ikke kan lide maden, eller at skoene strammer i stedet for, at de er grimme. Når vi taler med eller irettesætter vores børn, bør vi tydeligt signalere, at vi har respekt for deres synspunkter, og at de altid må sige deres ligefremme mening, så længe det er på en ordentlig måde, der ikke støder andre.
Forældre kommer ofte til at opføre sig som om deres børn er centrum i universet. Med det sprog vi bruger, den måde vi omtaler andre og den måde vi servicerer vores børn på, kan vi komme til at lære vores børn at tage udgangspunkt i dem selv i stedet for i verden omkring dem.
Faren: ”De har simpelt hen så mange lus nede i børnehaven – hun bliver ved med at have lus med hjem. Gad vide, hvem det er hun får dem fra?”.
Moren til en anden forældre efter afhentning: ”Det er utroligt, at de lader ham rende og lege uden jakke på. Det er jo ikke dem (pædagogerne), der skal passe ham, når han bliver syg.”
I ovenstående eksempler oplever barnet, at forældrene forholder sig til barnets verden med barnet som centrum. De får utilsigtet demonstreret overfor deres børn, at andre burde have taget ansvar for deres situation, dér hvor forældrene ikke selv var til stede til at servicere dem. Hvis de i stedet havde taget udgangspunkt i verden omkring barnet, ville formuleringerne have været anderledes og barnet ville ikke være hovedpersonen i udtalelsen.
Barnet: ”Jeg kan ikke lide maden”.
Faren: ”Pjat, det er der altså ikke noget, der hedder. Maden smager ganske udmærket og i øvrigt er der børn i verden, der ikke får mad hver dag”.Barnet er ved at tage tøj på og siger: ”Mor, jeg vil altså ikke have de sko på. De er grimme!”.
Moren svarer: ”Det er altså noget vrøvl. Det er nogle helt nye og meget fine sko”.Når vi ikke respekterer vores børns synspunkter, lærer vi dem at sige det, der virker, i stedet for det, de mener. Eksempelvis at de ikke er sultne i stedet for, at de ikke kan lide maden, eller at skoene strammer i stedet for, at de er grimme. Når vi taler med eller irettesætter vores børn, bør vi tydeligt signalere, at vi har respekt for deres synspunkter, og at de altid må sige deres ligefremme mening, så længe det er på en ordentlig måde, der ikke støder andre.
Som mennesker kommer vi ofte til at være kritiske over for ting. Vi lærer ubevidst vores børn at fokusere på det, de vil undgå, i stedet for at fokusere på mulighederne og på det, de godt kunne tænke sig.
Sønnen: ”Se far, jeg har bygget en hule i min seng. Den er totalt sej”.
Faren: ”Hvorfor står der mad i sengen? Det ved du godt, der ikke må”.”Det var meget svært for os at få vores søn til at øve sig i at læse. Han var på ingen måde motiveret til at ville lære det, og han forbandt det kun med noget, han ville undgå. Men det lykkedes ved at lade ham læse godnathistorier for sin lillesøster. For det syntes de begge var vildt hyggeligt og fokus var ikke på læsningen men på hyggen og historien”.
I første eksempel oplever barnet sin begejstring skudt i sænk af farens negative fokus. I det andet eksempel flyttes barnets fokus fra noget, det helst vil undgå, til noget, det holder af. Meninger kan således formuleres enten positivt eller negativt. Når man vælger det positive perspektiv, skaber man begejstring og frigør energi hos sig selv og sine børn.
Faren: ”De har simpelt hen så mange lus nede i børnehaven – hun bliver ved med at have lus med hjem. Gad vide, hvem det er hun får dem fra?”.
Moren til en anden forældre efter afhentning: ”Det er utroligt, at de lader ham rende og lege uden jakke på. Det er jo ikke dem (pædagogerne), der skal passe ham, når han bliver syg.”
I ovenstående eksempler oplever barnet, at forældrene forholder sig til barnets verden med barnet som centrum. De får utilsigtet demonstreret overfor deres børn, at andre burde have taget ansvar for deres situation, dér hvor forældrene ikke selv var til stede til at servicere dem. Hvis de i stedet havde taget udgangspunkt i verden omkring barnet, ville formuleringerne have været anderledes og barnet ville ikke være hovedpersonen i udtalelsen.
Barnet: ”Jeg kan ikke lide maden”.
Faren: ”Pjat, det er der altså ikke noget, der hedder. Maden smager ganske udmærket og i øvrigt er der børn i verden, der ikke får mad hver dag”.Barnet er ved at tage tøj på og siger: ”Mor, jeg vil altså ikke have de sko på. De er grimme!”.
Moren svarer: ”Det er altså noget vrøvl. Det er nogle helt nye og meget fine sko”.Når vi ikke respekterer vores børns synspunkter, lærer vi dem at sige det, der virker, i stedet for det, de mener. Eksempelvis at de ikke er sultne i stedet for, at de ikke kan lide maden, eller at skoene strammer i stedet for, at de er grimme. Når vi taler med eller irettesætter vores børn, bør vi tydeligt signalere, at vi har respekt for deres synspunkter, og at de altid må sige deres ligefremme mening, så længe det er på en ordentlig måde, der ikke støder andre.
Set med børns øjne er forældrene ofte nogen, der ved alt, som altid har ret, og som ikke behøver at lære nyt eller forandre sig. Til gengæld handler barndommen om hele tiden at skulle forandre sig og bevæge sig uden for sin komfortzone. Ofte på baggrund af irettesættelser. Derfor bliver forandring forbundet med noget, der ikke er rart.
Moren: ”Du er altså nødt til at lære at rydde bedre op. Der ligger stadig ting og flyder”. Fra børn er helt små lærer vi dem, at det at rydde op ofte er forbundet med skæld ud.
Faren: Nå, hvor mange fejl fik du så i diktat?
I skolen sættes der ofte røde streger under det børnene gør forkert, i stedet for grønne streger under det, de gør rigtigt. Så selv hvis børn fra starten synes at lektier er sjovt, erfarer de ofte det modsatte.Hvis vi fokuserer på at rose og anerkende vores børn, når de gør noget andet end de plejer eller afprøver nye muligheder, så lærer de, at det at bevæge sig ud af deres komfortzone også kan være rart. Og hvis vi samtidig tydeligt viser, at vi også selv holder af at forandre os, lærer vi dem at være forandringsvillige.
Mennesker, der har gode manerer, har nemmere ved at blive vellidte og passe godt ind i forskellige sammenhænge. For vi opfører os anderledes positivt over for dem, der er velopdragne, end over for dem, der ikke er. God dannelse handler både om at kende til mange af de uskrevne regler for god opførsel, men også om at kunne vejre en stemning og begå sig på en måde, der er passende i sammenhængen og derved undgå at irritere eller provokere andre mennesker.
En kvindelig konsulent, som jeg var på meget god talefod med, sagde engang til mig: ”Hvad så Sune, har du strøget din skjorte med en gaffel? ”. Jeg havde tit tænkt over, om folk lagde mærke til, at jeg ikke gad stryge mine skjorter. En god men sjælden øjenåbner.
Konen til manden: ”Det er så hyggeligt, at Hansens børn altid siger pænt tak for mad. De er i det hele taget nogle dejlige børn at være samme med”.
Dannelse handler ikke om at tvinge sine børn til at opføre sig på en bestemt måde, men om at åbne deres øjne for, hvordan andre mennesker ser deres adfærd. På den måde vil de få nemmere ved at omgås andre.
Moren: ”Du er altså nødt til at lære at rydde bedre op. Der ligger stadig ting og flyder”. Fra børn er helt små lærer vi dem, at det at rydde op ofte er forbundet med skæld ud.
Faren: Nå, hvor mange fejl fik du så i diktat?
I skolen sættes der ofte røde streger under det børnene gør forkert, i stedet for grønne streger under det, de gør rigtigt. Så selv hvis børn fra starten synes at lektier er sjovt, erfarer de ofte det modsatte.Hvis vi fokuserer på at rose og anerkende vores børn, når de gør noget andet end de plejer eller afprøver nye muligheder, så lærer de, at det at bevæge sig ud af deres komfortzone også kan være rart. Og hvis vi samtidig tydeligt viser, at vi også selv holder af at forandre os, lærer vi dem at være forandringsvillige.
Det er måske forældrene, der har størst indflydelse på om et barn udvikler et høj selvværd eller ej. Børns følelse af at være ok som de er, hænger tæt sammen med om forældrene anerkender dem for deres indsats, i stedet for de resultater de opnår. For børn der kun oplever anerkendelse for de resultater de opnår, har sværere ved at føle sig ok og de vil have behov for konstant anerkendelse fra andre.
Et barn på 8 år kommer hen til sin mor med en tegning og præsenterer den stolt. Moren siger ”nej, hvor er den fin skat – har du fået lavet alle dine lektier? ”.
Faren siger: ”Jeg fatter ikke, at det kan være så svært for jer at huske det! ”. Man kan næsten høre tonefaldet når man læser det.
Hverken børn eller voksne bryder sig om når andre er patroniserende eller fornærmede. Og når forældrene er sådan vil børnene føle at de er ansvarlige for forælderens vrede, hvilket slider på barnets selvværd. Og når vi fokuserer på resultater og mål lærer vi ubevidst børnene at de skal præstere noget bestemt for at de er ok. Omvendt, hvis vi som forældre kan tale til vores børn på samme ordentlige måde som vi gerne selv ville tales til, og vise barnet at vi altid elsker og støtter det, så har de alle muligheder for at udvikle et godt selvværd. Og hvis vi fokuserer på deres indsats i stedet for de resultater de opnår, lærer vi dem at være fokusere på nu’et og at de er ok som dem de er.
Forudsætningen for at blive hørt er, at man kan lytte. Men ofte kommer vores egen holdning eller vores forestilling om at vi ved, hvad andre mener eller føler, til at stå i vejen for os.
Datteren: ”Jeg gider altså ikke tage med”. Faren: ”Det kan du tro, at du gør!”.
Sønnen: ”Peter er altså en rigtig idiot”. Faren: ”Sådan taler man ikke om andre”.
Når vi ikke selv lytter på vores børn, og får spurgt ind til deres bagvedliggende tanker og holdninger, lærer de ikke at lytte aktivt. Vi demonstrerer, at man kan nøjes med at forholde sig til det, der kommer ud af den andens mund, i stedet for at vise, at vi ønsker at finde ud af hvad det handler om, og hvad der ligger bag. Hvorfor datteren ikke vil med eller hvorfor sønnen synes Peter er en idiot. Hvis vi kan lære vores børn at lytte og dermed forstå andre mennesker, så er der også meget større sandsynlighed for at deres egen kommunikation bliver god, fordi de kan tage udgangspunkt der, hvor den anden er. Det betyder, at de også oftere vil blive hørt.
De fleste voksne ønsker ikke at skælde deres børn ud, men for mange af os kan det være svært at undgå. Nogle gange fordi vi ikke kan lade være, fordi vi bliver provokeret, andre gange fordi det er på sin plads. Det helt afgørende er, at man er i stand til altid at anerkende og respektere sit barn – også når man skælder ud.
Faren: ”Jeg bliver simpelt hen så træt af, at jeg skal sige tingene til dig tusind gange. Tag dig nu sammen, så vi kan komme afsted. Jeg fatter ikke, det kan være så svært”.
Moren: “Hold så op med at skabe dig over så lidt. Du opfører dig jo som et pattebarn”.
Når en skideballe er nødvendig, så skæld ud ordentligt uden at kompromittere barnets grundlæggende tryghed. Og hvis du i virkeligheden ikke har en forventning om en ændring af barnets adfærd, så lad være at skælde ud. For så tjener skideballen ikke andet formål end at tilfredsstille dig selv. Tænk på en skideballe som en form for læring. Det eneste formål er at lære barnet en anden adfærd. Hvordan ville du selv helst tales til, hvis du skulle adfærdsreguleres?
Jo mere vi hjælper vores børn i alle deres daglige gøremål, des mere fjerner vi initiativet fra dem. Når vi fortæller dem, hvordan de skal gøre eller hvilke beslutninger, der er de rigtige, lærer vi dem at spørge sig frem i stedet for at prøve sig frem. På den måde styrker vi deres evner i at tænke og tale, men vi begrænser deres evner til at handle. Jo mere du baner vejen for dine børn, des mindre handlekraftige og selvstændige vil de blive.
Moren til datteren: ”Jeg har lagt dine handsker og regnjakke i forreste rum i skoletasken og din madkasse i køleskabet. Jeg skal nok blive her til læreren kommer.”
Faren til sønnen: ”Du gør det altså helt forkert, det er ikke sådan, man skærer løg. Nu skal jeg vise dig det”.
Lad dine børn løse opgaverne på deres egen måde, og vær meget opmærksom på, at du ikke ødelægger deres initiativ og motivation, når du kommer med gode råd. For dem der i virkeligheden afgør hvilken vej skuden sejler, er dem, der tager initiativet og er handlekraftige. Hvis du kan lære dit barn at være ansvarstagende og handlekraftig, og de lærer, at det kan betale sig at løse opgaverne hurtigt og effektivt, så får de mere tid til alt det sjove, de gerne vil. Men de bliver også dem, der engang vil afgøre, hvilken vej man sejler.
Jeg mener, at vi alle i én eller anden udstrækning udøver ledelse. Ledelse handler nemlig grundlæggende om evnen til at få andre mennesker til at bære med på opgaver, man gerne vil have løst. Jeg tror på, at den stærkeste ledelseskraft er evnen til at skabe begejstring og motivation omkring sig. At få åbnet op og sat ord på den skabertrang og energi, den enkelte har, så den kan sættes i spil i den rigtige opgave.
Barnet kommer stolt for at fortælle far at han selv har ryddet værelset op og far siger ”det er fint, smut du bare ud og leg”.
Hvis faren i stedet havde taget sig tid til en lille fremvisning og ladet sig smitte af begejstringen, ville barnet sikkert være motiveret til at gøre det endnu bedre næste gang.Brug tid og energi på at iscenesætte, følge op på og give anerkendelse for de opgaver, du giver til dine børn. På den måde kan du lære dine børn selv at skabe begejstring hos andre og give anerkendelse for opgavers løsning. De lærer at få andre til at skinne, og bidrager derved til et stærkt og givende fælleskab.

Læs bogen
– og skab fremtidens helte
En bog om kompetencedannelse, der gør dit barn handlekraftig, forandringsparat og positiv. Træn 10 kompetencer, 70 konkrete ideer og 30 øvelser med dit barn.

Læs kapitel 1 om ligefrem kommunikation
FREMTIDENS HELTE
COPYRIGHT © 2021 SUNE LOHSE